Søren Pape Poulsens udtalelse om at Grønland er Afrika på is er udtryk for den racisme som vi grønlændere er så vant til fra dansk side. Man kunne lave en lang liste af lignende racistiske udtalelser fra danske folkevalgte. Racisme er nemlig et grundlæggende problem i Danmark. For det første er Afrika ikke noget man skal skamme sig over at blive sammenlignet med, fuldstændig ligesom Grønland ikke er noget man skal skamme sig over at blive sammenlignet med, og det er i øvrigt absurd og racistisk at tale så generaliserende om et helt kontinent som Afrika med så mange forskellige lande og en enorm diversitet.

Men Søren Pape’s udtalelse vækker stof til eftertanke. For hvad ER det der gør, at Søren og andre kan finde på at sige det? Det er fordi den grundlæggende præmis i måden som Pape og andre tænker om Grønland og Afrika bunder i, at Grønland og kontinentet Afrika på flere måder har interne forhold, hvor man kæmper med store problemer og udfordringer. Grønlands og Afrikas problemer har det til fælles at de begge er rodfæstet i den virkelighed, at de tidligere har været kolonier og på flere måder STADIG er kolonier.

Grønland hører på flere måder under kategorien U-land.

Danmark udsultede sundhedsområdet før de afleverede området til Grønland i 1992. Vi overtog derfor et helt igennem svigtet og forsømt område som lige siden har været umådeligt svært at løfte til stor lidelse og nød for befolkningen. Og dette rammer bygderne og de små byer hårdest.

Et kendetegn ved de fleste U-lande er, at de kun har primærproduktion og eksporterer deres ressourcer som råvarer, i stedet for at udvikle deres industrier så de kan forædle deres råvarer og eksportere dem til en højere værdi for at skabe økonomisk vækst. På den front kan Grønland defineres som et U-land da vores stort set eneste eksportvare er fisk, og bliver eksporteret som en råvare. Og de fleste fiskere i Grønland bor i bygderne og de små byer.

Bygderne og de små byer i Grønland har kæmpe problemer fordi de strukturelt bliver udsultet for ressourcer og dermed ikke får en chance for at udvikle sig. Det er dem som er blevet hårdest ramt af de negative konsekvenser af koloniseringen og industrialiseringen under G50 og G60-politikken fra 1950’erne og frem. Bygderne og de små byer er også dem som har de stærkeste rødder i vores grønlandske inuitiske kultur og sprog. Men Inuit Ataqatigiit har gennem de seneste par år givet udtryk for deres syn på bygderne og de små byer – nemlig, at de er et problem. Inuit Ataqatigiit’s folketingsmedlem har åbent udtalt fra Folketingets talerstol, at hun gerne vil lukke bygderne, og har også sagt (sammen med andre IA-medlemmer) at sexuelt misbrug er en del af grønlandsk kultur. Når partiet Inuit Ataqatigiit ikke tager afstand fra den slags udtalelser må det betyde at det er partiets holdning. Deres syn på vores kultur er gennemsyret af et racistisk verdenssyn.

Naleraq vil sørge for at Danmark lever op til deres historiske ansvar for at sørge for, at Kalaaallit i det såkaldte Rigsfællesskab ikke lever under kummerlige forhold. Dette betyder at vi i Folketinget vil kræve, at Danmark skal samarbejde med Grønland om at løfte niveauet på sundhedsområdet, som de udsultede før de afleverede området til Grønland.

Naleraq vil sørge for, at alle afgørende områder bliver sat op til standard og tilpasset Grønland. Dette gælder i særdeleshed Fødevareområdet, så vi kan løfte Grønland ud af at være et U-land. Dette vil vi gøre ved konkret at arbejde for, at certificeringen af eksport af fisk kan ske fra Grønland. Dette vil komme fiskerne fra bygderne, de små byer og fiskeriet i hele Grønland til gavn. Vi vil kæmpe for, at alle sagsområder bliver sat op til standard og tilpasset Grønland, så vi kan skabe vækst og udvikling alle de steder i Grønland, hvor der er brug for det.

Juno Berthelsen & Kiista Fencker
Naleraq