Siammarteruk

Skrevet af Pele Broberg

Pludselig kom der en melding gennem et velanset amerikansk medie, om at USA´s Præsident ville købe Grønland. En udmelding der blev bekræftet af Præsident Trump.

Udmeldingen fra både dansk og grønlandsk side var ikke til at tage fejl af, og dermed burde Præsident Trump´s ønske om at købe Grønland være en afsluttet sag.

Men set i lyset af de informationer der er kommet ud af USA den seneste måned, der gang på gang viser Grønlands rolle som koloni i forhold til Danmark, har jeg valgt ikke at følge den traditionelle tankegang når der skal gøres status over processen. De positive ting, det danske ejerskab af Grønland har givet det grønlandske samfund, har ganske givet været med til mere end fordoble befolkningstallet. Men dette drejer debatten sig ikke om. Omdrejningspunktet er hvordan man taler om Grønlands selvstændighed anno 2019. At grønlændere har retten til eget land, men endnu ikke taget skridtet mod selvstændighed er en sag der ikke går upåagtet hen disse dage.

 

For at forstå købstilbuddet, og hvorfor det ikke kommer ud af den blå luft, skal man kigge tilbage i historien.

Siden Danmark underlagde sig Grønland som koloni, har der været interesse for at købe Danmarks kolonier. Både Præsident Harry Truman (i 1946) samt Præsident Andrew Johnson (i 1867) har udvist samme interesse for Grønland. Hvad er så forskellen?

I 1951 indgik Danmark en forsvarsaftale med USA, om forsvaret af Grønland[1]. På dette tidspunkt var Grønland en koloni, og landets bidrag til USA med kryolit[2] under 2. verdenskrig var nok ikke en helt uvæsentlig faktor.
Som led i forsvarsaftalen blev Thule Air force Base anlagt, hvor man med den danske regerings billigelse tvangsflyttede de lokale beboere. En sag der endte med en erstatning, men i øvrigt uden at tillade at vende tilbage til deres boplads.
I 1953 blev Grønland indlemmet under den danske grundlov uden en folkeafstemning, i stedet for at følge FN´s påbud om af-kolonialisering.

Dermed endte Grønland op som en de facto koloni hvor man fra dansk side blot ændrede landets status, for at bevare Danmarks anseelse i FN.

 

Så når man tidligere har kunne handle kolonier, så er det klart spørgsmålet for Præsident Trump er ”hvem ejer Grønland”.
På papiret ser det ud til at være Danmark, siden Grønland står opført under EU´s OCTA som på godt dansk betyder oversøiske territorier. Samme type territorier der tidligere indgik i handler mellem lande. Og med påfaldende ligheder med de amerikanske COFA lande.

Hvorfor er det så USA ikke kan spørge Danmark om Grønland er til salg? I Danmarks riges grundlov af 1953 fremgår Grønland jo som en del af Danmarks rigsenhed, som Danmark har højhedsretten over.

 

Mange danskere er ikke klar over der siden 1953, og frem til i dag, hersker en udbredt strukturel racisme, noget der i øvrigt kendetegner mange tidligere kolonier. Dette afstedkom den første bølge af selvstændighedsforkæmpere, hvoraf bandet ”Sume” nok er det tydeligste eksempel på oprøret, og som i første omgang endte ud med hjemmestyrets indførelse i 1979.
En ordning som om Aqqaluk Lynge dengang argumenterede for var spild af kræfter, og opfordrede til fuld selvstændighed. En opfordring der skulle gå 30 år før man erkendte det ikke var hverken helt eller halvt, og man fik indført selvstyreordningen i 2009.
Her fik man erkendelsen på at den grønlandske befolkning suverænt bestemmer hvornår man ønsker at blive et selvstændigt land, med højhedsretten over eget land.

Dermed kan USA ikke længere købe Danmarks koloni, Grønland. Fordi dette vil kræve at den grønlandske befolkning selv skulle afgive retten til at bestemme hvornår man vil overtage højhedsretten over eget land.

 

Men hvorfor er det så det skaber så meget debat i dag. Når Præsident Trump udtrykker ønsket om at købe Grønland?
Jeg kan ikke tale på vegne af det danske folk, men mit klare mandat er at arbejde for Grønlands selvstændighed. Noget som ”rigsfællesskabs fortalere” åbent taler imod, uden de i øvrigt bliver talt nedladende om af den grund. Men befolkningen heroppe har ikke kæmpet for hjemmestyre og siden selvstyre, for at ende som en glorificeret kommune i Danmark.
Derfor er forargelsen blandt danskere og grønlændere ikke ens om ønsket om at købe Grønland.

Mit klare indtryk er at det for danskernes side er en reaktion på de ikke betragter nogen som helst dele af ”rigsfællesskabet” som værende til salg, blandt andet med begrundelsen ”Vi kan jo heller ikke sælge Bornholm eller Fyn”. Den umiddelbart negligering af grønlænderne som et anderkendt folk man har drevet som koloniherrer over lader vi stå et øjeblik.

Fra Grønlandsk side var det et klart udtryk for en kolonialistisk tankegang fra USA´s side at man overhovedet kunne tænke tanken om at købe Grønland.

Især når der er en proces mod selvstændighed, så giver det en frygt for en bekræftelse at kolonimagterne ikke vil tillade dette ønske at gå i opfyldelse. Aldrig at have højhedsretten over eget land. Men igen, når man ser Grønland er med i EU-OCTA fra amerikansk side, så kan det være en oplagt mulighed at misforstå landets position. Fordi hvad er det såkaldte ”rigsfællesskab”?

 

Men hvordan hænger dette så sammen med debatten i dag? Det er klart at der er den umiddelbare ”knee-jerk” reaktion fra alle parter involveret. Men når man reflekterer over forløbet, så står det klart at Danmark har givet mange signaler der indikerer at man er villige til at gøre alt hvad USA ønsker.
Det seneste eksempel er de famøse lufthavnsbyggerier, hvor Danmark for 700mio sikrede sig delvist ejerskab i landets infrastruktur med vetoret over brugerne.
Fra informationerne der udgår fra USA, er det tydeligt dette skete på ordre fra USA. Altså at Danmark var mere end villig til at skyde penge i projektet man tidligere havde kaldt et (min tolkning) et urealistisk prestigeprojekt, blot fordi USA ønskede det.
At der ikke var flertal for projektet i det grønlandske parlament gjorde ikke indtryk på den danske statsminister, der bevæbnet med en tale til danskerne om at ville styrke ”rigsfællesskabet” og stoppe Kinas indtog i Grønland tog til Nuuk for at underskrive købet af dele af Grønland.

At et flertal af parlamentets finansudvalg ellers har krævet underskriften med et dansk selskab stoppet, som blot resulterede i underskriftsceremonien blev flyttet til Danmark, uden reaktion fra regeringerne er også med til at ligge forholdet mellem Grønland og Danmark på is.

Derfor må det vel være en forventelig reaktion at der ønskes sat turbo på arbejdet med at gøre Grønland selvstændig.
I skrivende stund er selv Grønlands eneste åbne ”rigsfællesskabsparti” med i forfatningskommissionen, der skal lave udkast til en Grønlandsk grundlov. Et tegn på udviklingen ikke kan stoppes.

Men når nu den tidligere kolonimagt ikke ønsker at hjælpe med en selvstændighedsproces, men tværtimod ønsker det modsatte, så er vi i Grønland tvunget til at kigge indad og begynde at tænke ud af boksen.

 

Det er nemlig ingen hemmelighed at Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har afskrevet muligheden for en såkaldt ”free association” ordning mellem Grønland og Danmark. En løsning der indtil Præsident Trump´s famøse købstilbud ellers var min foretrukne løsning på selvstændighed for Grønland. En løsning der som navnet indikerer en vilje til samarbejde baseret på frivillighed. Tilsvarende modeller ses flere steder i verden, hvor Marshal øerne er selvstændige og har indgået et samarbejde med USA om militær samt økonomisk støtte under COFA. Med deres 53.000 indbyggere er antallet af borgere altså ikke nogen hindring for selvstændighed. Ej heller den økonomiske støtte fra USA.
Så når man fra dansk side afslår en ”free association” model der ville give højhedsretten over Grønland til Grønlænderne, tvinger man Grønland til en løsning der indebærer en komplet ”løsrivelse” fra Danmark. Altså et scenarie der ikke nødvendigvis afskrækker folk, men unødigt skaber dyb splid blandt herboende. Måske et fuld bevidst scenarie, hvor man forsøger at italesætte selvstændighed som racisme og fremmedgørelse. I stedet bør den danske befolkning måske blive mere bevidst om der ikke kan tales om en styrkelse af ”rigsfællesskabet”, blot for at bevare højhedsretten over Grønland. Kolonitiden er overstået.

 

At acceptere de diplomatiske kanaler mellem Grønland og Danmark efterhånden er udtømte, i spørgsmålet om landets fremtid indenfor ”rigsfællesskabet”, burde lede til en bedre dialog om fremtiden. Nemlig at vores lande kunne opbygge et mere frugtbart samarbejde, kræver et opgør med fortidens synder. Et opgør med at der er et ”rigsfællesskab”.

Men når man fra dansk side klart har afslået ønsket om at indgå en dialog med Grønland om en ”free association” model, som er tydeligt illustreret i processen med selvstyreloven, så giver det et klart mandat til politikerne i Grønland til at afsøge andre muligheder.

 

En erklæring af Grønland som selvstændigt land, i henhold til selvstyrelovens §21, og så først herefter klarlæggelse af mulighederne fremadrettet er dog ikke rettidigt omhu. Derfor er det selvfølgelig interessant at kigge på tidligere kolonier der som følge af resolutioner[3] er selvstændige, og nogle efterfølgende har indgået i samarbejder med tidligere kolonimagter eller supermagter.

 

Der findes altså eksempler på selvstændige lande med meget lav indbyggertal der er selvstændige. Palau[4] har et indbyggertal på under 21.000 og indgår i COFA samarbejde med USA. Militær og finansiel støtte er altså ikke hindringer for frie nationer.

 

Det er i denne tale at Præsident Trump´s famøse tilbud nu kommer til sin ret. For hvis Danmark havde ønsket en mindelig løsning på vores fælles landes fremtid, så har man haft muligheden for at italesætte dette. Men hvis det var højt pokerspil for at afskrække grønlændere fra selvstændighed, så kan man med samme metafor nu kalde bluffet.
Da Danmark ikke er interesseret i at arbejde for Grønlands selvstændighed og ikke ønsker et eventuelt ”free association” samarbejde (selvom dette højt og tydeligt er beskrevet som en mulighed i selvstyrekommissionens betænkning), ja hvorfor skulle vi så ikke afsøge de andre muligheder.

Og ”de andre muligheder” indebærer selvfølgelig en dialog med USA, der i forvejen er til stede militært her i landet og som åbenlyst også ønsker at øge deres samarbejde med Grønland.

Dette betyder selvfølgelig at Grønland indgår i FN som et selvstændigt land, og ikke påtvinges nogen form for amerikansk undertrykkelse. Og med tanke på COFA aftaler skal fornys med bestemte intervaller, så er der ikke den latente kolonimagt indbygget som ”rigsfællesskabs” konstruktionen har.
Så hvis vi kigger på FN´s resolutioner (567, 1541) om at sikre frihed for tidligere kolonier, vil hverken amerikanernes behandling af egne folk, uddannelsessystem eller sundhedssystemer være modeller der tvinges ned over hovedet på Grønland i et COFA lignende samarbejde mellem Grønland og USA.
Den kontante udmelding om 4mia i årligt støtte til Grønland i det famøse købstilbud ville kunne indgå i vurderingen af den økonomiske støtte den længden af en aftale. Uden at sælge landet til USA. Uden at blive den 51. stat.

Men beløbet er jo ganske givet udgangspunkt for en forhandling om selve produktet der forhandles om. Nemlig det unikke produkt der hedder: Geostrategisk placering for USA.
Dette vil selvfølgelig inkludere en militær tilstedeværelse, ganske som i dag. Og kravet om at forblive et militært lavspændingsområde ville i mange henseende være nemmere at administrere med en klarhed over Grønland som selvstændigt land. Uagtet samarbejdet med USA vil højhedsretten til landet nemlig være vores.

 

Grønlændere er åbenhjertede men konfliktsky og godmodige af natur, hvilket nok forklarer de 2 tidligere mislykkedes forsøg på at skabe et ligeværdigt forhold til Danmark. Først hjemmestyret i 1979 og siden Selvstyret i 2009.
Man tager dem simpelthen ikke seriøst i snakken om selvstændighed, måske i en vis grad båret af et selvforskyldt ønske om ikke at skabe konflikter med andre.
Derfor har mange ikke et ønske om et direkte opgør med Danmarks højhedsret over Grønland. Man tillader ønsket om at være herre i eget hus om at falde i baggrunden, så man ikke fornærmer danskere og andre der ønsker at overlade ansvaret for Grønland til Danmark.

Og især Danmarks trussel siden 1953 om at trække benene økonomisk væk under Grønland, ved en snak om selvstændighed efterlader mange af en afmagt. En afmagt der i dag også ses i mange hjem, hvor den svage i et fysisk eller psykisk voldeligt forhold ofte er ude af stand til at forlade forholdet. Sådanne forhold forbliver ofte dysfunktionelle, ofte med en ulykkelig udgang. Enten for parterne eller endnu værre for deres børn.

 

Jeg er ikke konfliktsky, og er ikke den typiske grønlandske politiker. Jeg er opvokset i Qeqertarsuaq, men har også boet i Nuuk, Sisimiut; Aasiaat, Ilulissat. Jeg har boet i København og Roskilde, hvor jeg har læst på henholdsvis CBS[5] og Trafikflyverskolen[6]. Udover dette har jeg boet i en del andre lande, i forbindelse med arbejdet som pilot.
Jeg har arbejdet med mange forskellige nationaliteter gennem hele mit professionelle liv, herunder med børsnoteret selskab, og har intet problem med min identitet. Dette kan desværre ikke siges om alle i Grønland, hvor den postkoloniale effekt ofte druknes i alkohol.

 

Min mor er dansk. Min far er grønlandsk. Jeg er ikke halvt dansk. Jeg er heller ikke halvt grønlandsk.

Jeg er Grønlænder.

 

 

[1] Kilde: Statsministeriet: http://www.stm.dk/index.dsp?page=5562

[2] http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Gr%C3%B8nland/Gr%C3%B8nlands_geografi/Ivittuut

[3] FN resolution 1541 af 1960

[4] https://www.un.org/en/member-states/#gotoP

[5] HD accelereret samt HD-IB

[6] Kommercielt pilotcertifikat

Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt